Nummer 30

Af  Formanden


 Ribes hjemmeside har kørt nogle år og vi kikker i 2003 på en nyhed fra vær måned.

Ole Østergaard slog til!

 Januar

Lørdag d. 4. januar 2003. Vi stod op kl. 6.00 for at køre til hurtig-skak i Herning: Jan Rosenberg, Jørgen Nielsen samt Kim Nørgaard, der efter en lang pause grundet arbejde havde lyst til lidt skak. Det havde vi andre også, og der blev faktisk spillet en masse godt skak. Pointsene udeblev dog påny: Rosenberg og Nørgaard fik hver 3 points og kun to til formanden. Han mente dog, stillingerne rummede mindst 5 points, men der var noget med  belysningen og de glemte briller.....og koldt var det..
Vi havde en god tur og var ved hjemkomsten kl. 20.30 i godt humør. Herning-folket lovede på stedet, at de ville sende et hold til vor EMT i april, og så er operationen vel veludført?
Yderligere et kæmpe-lyspunkt var der: Ole Østergaard brændte Ribe Skakklub ind på nethinden hos de midtjyske. I en stærkt besat Mesterklasse tog Ole 3. præmie med 4½/7. Han besejrede fex. med overbevisende spil, i en veritabel gyser, højstratede Mads Boe, Skolerne Århus (2382), og ville i en almindelig turnering med de aktuelle ratingtal være steget fra 1997 til 2044!
Se resultater på Hernings hjemmeside ("Årets første træk").

Og så glæder vi os til den kommende uges holdkampe!

GM Carsten Høi er med!

 Februar

IM Jens Ove Fries Nielsen er snarest klar med endelig tilmelding, og Carsten Høi er meget interesseret i at spille en så stærk turnering i Ribe. Hvis de sidste brikker falder på plads, kan vi altså både præsentere en historisk stærk turnering i Ribe og nærmeste omegn, en stormester og internationalt islæt - det er et tigerspring!
Med ovennævnte forbehold  tegner sig en M1:

GM Carsten Høi               2417
IM Steffen Pedersen         2449
IM Jens Ove Fries Nielsen 2446
IM Kim Pilgaard               2445
IM Emil Hermansson (S)   2387
Ribe Bymester                  1885 (det bliver svært!)

Der er altså plads til en enkelt outsider, eller hvem det måtte blive. Det er en fantastisk stærk gruppe. Vi håber, den realiseres. Jesper K. Jensen er tilmeldt turneringen. Han plejer at være selvskreven til M1, lod for sjov, som om han var sur, men kan jo godt se, at dette er godt for skakken i det sydlige Jylland. Lad os håbe, at rigtig mange spiller med i EMTen, så skakken i Ribe og 4HK kendetegnes ved begejstring, hygge, samvær.

I alt dette virvar drukner starten på Nordisk turnering i klubben en lille smule. Webmaster vil lægge skemaet ud (når han får det!), og efter vinterferien vil også rundelægningen blive normal - turneringslederen beklager, der er lidt travlt i butikken!

Ribe - Kristianssand: 3-5 og 1-7!

  Marts

I denne weekend har Ribe Skakklub besøg af skakklubben fra Kristianssand, Norge. Vort tidligere medlem, Fred Nordal, er nu aktiv i Nord og har et hold på otte norske skakspillere med til Ribe.
Formanden er optaget af hjemlige sysler. Jan Rosenberg har stået for alt det praktiske fra vores side. Det har været noget af et puslespil at samle Ribe-holdet, men ganske interessant er aldersspredningen markant: Knud Jespersen er 13 år, Åge Hau 82! Vi bruger hele banen. Per Andersen, Hans E. Leimand, Knud Andersen, Arne Nissen er også med, men da nordmændene stiller med et stærkt hold, tabte Ribe den første dyst fredag aften med 3-5. Der er mulighed for revanche lørdag, hvor hjemmebanefordelen gerne skulle slå igennem.
Der er aftalt 1½ time pr. spiller til hele partiet. "Landskampen" forventes slut kl. ca. 13.00, men der vil nok blive spillet noget hygge/lyn om eftermiddagen.
Kig op i klubben!

Revanche blev der ikke noget af, men læsterlige norske "stryk". Der var skiftet lidt ud på holdet. Jimmy Andersen, Jan Rosenberg, Hans E. Leimand, Knud Jespersen, Per Andersen, Kim Nørgaard, Nicolaj Toft og Gunnar Kjeldbjerg stillede op, men Kim var på fornem vis ene om at redde æren - resten tabte. Men pyt med det. Vi har fået en skak-venskabsby, og der vil med sikkerhed forblive kontakt mellem de to klubber. En god og hyggelig oplevelse og et godt arrangement.
Tak til Jan og Per, der stod for det praktiske.

Dårligt tidspunkt!

  April

Det er ikke til at holde ud at tænke på, at siden ikke skulle virke frem til og under
EMTen! De sidste par dage har vores "web-hotel" været ustabilt og i lange perioder
har siden været utilgængelig. Vi er blevet lovet problemet løst i løbet af weekenden -
det lyder ikke rart.
SPORTEN KORT:
Generalforsamlingen havde kun 13 deltagere, men en god debat.
Rosenberg har vundet over Herman Petersen i Nordisk.
Der er pt. 39 tilmeldte til Ribe EMT.
BG-Bank har sponsoreret 4375 kr. til digitalure.
Cafe Grillen har sponsoreret 2500 kr.

Faklen/Medier/Pinse...sommer..

  Maj

Før vi endegyldigt pakker brikkerne ned for denne sæson:

Tirsdag den 13/5 kl. 19- har vi det store skakspil ude i Gågaden - "Faklen" kommer forbi! Mange medlemmer er meldt klar til POWER-SKAK!

Ribe Skakklubs EMT har fået fin omtale i de lokale medier, Uge-Avisen og JV.
Sune Berg Hansen (Politiken) og Curt Hansen (Jyllandsposten) har begge meldt, at de bringer omtale af Ribe EMT 2003. Følg selv med i de store aviser.
Yderligere opfølgning ventes på adskillige hjemmesider, ihvertfald Vejen og Jetsmark.

Pinsedag 8/6 er der landspokalfinale for 4-mandshold i hurtigskak (i Nyborg).
Ribe er kvalificeret i Bredde-rækken med et godt hold: Jimmy stærk på toppen,
Jørgen og Jan med lavt tal, men god rutine (?), samt Knud, "up-coming".
Det bliver os!! Byturneringen starter den 19/8 - Husk det!
HUSK også Vesterhavsturneringen i Esbjerg (se fx. Centrums hjemmeside)

5.-plads til Ribe

  Juni

At blive nr. 5 blandt 16 hold i Bredderækken er ganske fint. Efter de nye regler må de fire spillere på holdet have max. 1800 i gennemsnitsrating (tallet fra 1/1-03). Den problemstilling blev tolket på mange forskellige måder. Vi brugte Jimmy, 2013, på toppen, fordi hans høje tal modvirkedes af Knuds 1444, som jo i mellemtiden er blevet til 1668. I midten de to mere "naturlige 1800-folk", Jan og Jørgen. Eksempelvis havde Viby to 2100-folk på toppen suppleret med et par på papiret svage drenge, men den slags kan jo snyde!
Viby vandt ved at score 15 points i de seks kampe, ½ point foran Odysseus, yderligere ½ point foran nr. tre og kun 1½ points foran Ribe på 5.-pladsen! Stor spænding og mange sjove kampe.
Vi startede med at tabe 1-3 til Odysseus. Derefter en sejr 2½-1½ over Brønshøj. Lidt skuffende start, men så katastrofen ½-3½ mod Esbjerg! Jan tabte sin dronning for to små i få træk. Vi afslog flere remistilbud og tabte. Tilsidst havde Jan gevinst!!, men evig skak til det ene lille halve. Meget dårligt mod et Esbjerghold, vi skulle kunne slå.
Altså halvvejs og kun 4 pts = 25%. På dette tidspunkt var smilene lidt anstrengte, men i takt med at det herlige sommervejr blev til et uhyggeligt uvejr, begyndte Caissa at smile til os. 3-1 over Aulum, 3-1 over Maribo og  3½-½ over Aalborg var en kanonafslutning, der bragte os langt frem i stillingen med 13½ points. Alssund, der i 4.-5. runde spillede med helt i toppen sluttede som nr. 11 med 11½ points. De mødte mange af de stærkeste hold, mens vi nød godt af de lidt blødere besatte! Sådan er turneringsformen lidt lunefuld med kun 6 runder.
Jan Rosenberg blev holdets imponerende topscorer med hele 5/6. Knud vældig fint med 4/6. Jimmy næppe helt tilfreds med  3/6, og formanden det svage led med sølle 1½/6, men der var jo ikke andre, der ville med...!
Bov, også fra 4. HK, spillede med i den meget stærke Eliterække, og det var en stor mundfuld: 8 points ialt og en næstsidste-plads, men de andre hold var meget stærke, og af samme grund ser vi i Ribe ingen fornuft i næste år at søge kvalifikation i Elite-rækken, men 2-3 breddehold sender vi gerne til Tønder i 2004!
Stævnet i Nyborg var igen velarrangeret og hyggeligt. Vi har brug for den slags store fælles-samlinger. Lidt underligt deltog ingen hold fra 8.HK. De havde vist ikke en gang afholdt kvalifikation?
Stævnet er omhyggeligt omtalt på fsu hjemmesiden.
Vi glæder os til pokal-skak til næste år!
Søren Dippel har lagt et meget flot indlæg om Ribe EMT på Vejens hjemmeside.
Klik forbi og send Søren en venlig tanke!
Byturneringen starter 19. august. Husk tilmelding!                   GOD SOMMER!!

Sommerpause!?

  Juli

Alt klar til Byturneringen!

  August

Ribe Skakklub starter traditionen tro sæsonen med kampen om bymesterskabet. 28 deltagere er en fremgang på to siden sidste år og bestemt tilfredsstillende. vi har fortsat over 60 medlemmer, og kan sikkert mønstre tæt på 40 deltagere i Klubturneringen senere på sæsonen.
Vi håber, hjemmesiden som tidligere vil være en god støtte for medlemmerne. Rundelægning vil blive bragt hurtigst muligt. Lodtrækningen er foretaget - forventes klar tirsdag morgen.
Spændende matcher i 1. runde er Jimmy Andersen-Knud Jespersen, Arne Nissen-Søren Zerahn og Peder Pharsen-Peter Leimand. 3-4 af favoritterne gemmer sig nok her....fire af ovennævnte er tidligere bymestre!

Tre tilfredse ripensere

  September

En weekendturnering meget lig vores egen Ribe EMT er spillet i Middelfart med deltagelse af tre aktive her fra egnen: Jan Rosenberg ringede på vejen hjem søndag aften, at chauffør Dennis Larsen med to sejre på sidstedagen rettede op på en skidt start og sluttede med 2½/5. Knud Jespersen spillede i B2 som Dennis og fik 3 points uden tab og  2. plads. Knud tjener en pæn pengepræmie og 9 ratingpoints. Jan Rosenberg fik med 3½/5 en flot delt 1.-plads i B1, så med hele 51 i ratinggevinst er Jan nu igen tæt på 1800.
God indsats af de 3 og godt, at vi igen er repræsenteret derude. Der er roser til fynboerne for et godt arrangement.

10-0!

  Oktober

Ribe 6, som er juniorholdet, startede den nye holdsæson med den velkendte, lange tur til Bov. Knud Jespersen, Nicolai og Anders Lautrup Andersen, Niels Bruunsgaard samt Christian Linnet Hansen var dog ikke mere rejsetrætte, end at de kunne sætte det hele på plads med en knusende sejr på 10-0. Alle fem drenge vandt altså begge partier. Bov stiller i år med hele fire juniorhold, og Ribe-drengene mødte i aften det formodet svageste af dem, men det er alligevel en glimrende start på sæsonen, som kan give mod på mere holdskak. Nu følger fem hjemmekampe på stribe, og det skal blive spændende at følge de unge mennesker. Der er masser af talent, og da der stadig kommer nye drenge til, kan det konstateres, at juniortræningen er en stor succes.
Ribe 4 spiller ligeledes her mandag aften udekamp mod Vejen 1, som for få år siden var en ligeværdig modstander for Ribes 1.-hold. Sådan skifter det med klubbernes indbyrdes styrkeforhold. Vi forsøger at bringe resultatet tirsdag eftermiddag her på siden, da 4HKs holdturneringsside ikke fungerer.

Søndersø møder med 6 mand!

  November

Da Tønder for 14 dage siden kunne notere 6-2 mod Søndersø, mødte fynboerne med kun 5 mand. En meget skarp advarsel fra Turneringsledelsen har åbenbart ikke hjulpet, idet Søndersø i dag 16/11 på hjemmebane stillede med 6 mand mod Haderslev i 3. Division , Gruppe 3!
Dette hold bør straks trække sig fra turneringen. Det er en skandale for seriøse klubber, at den slags kan finde sted. Det er jo rent lotteri, hvem der får de gratis points mod dette tegneseriehold!
En velformuleret protest fra Ribe vil tilgå turneringsledelsen.

Peter Leimand vinder Jule-lyn!

  December

Det var ikke den stærkeste finalegruppe nogensinde, da nogle af hurtig-hajerne ikke var til start, så trods presset af specielt Dennis Larsen kunne Peter vinde årets jule-lynturnering. I aften onsdag d. 17. har juniorerne afslutning, og der spilles et enkelt parti i 1. Klasse (Jan Rosenberg-Peder Pharsen). Derefter kan julefreden sænke sig over Ribe Skakklub.....
Hurtigskak i Vojens 28/12: vi bliver nok 3-4 stykker.
Hurtigskak i Herning 3/1: måske tager vi afsted igen!
Tilmelding til SEMT: Jan Rosenberg, Knud Jespersen og Dennis Larsen er sikre, Leimands afventer.
Esbjergmesterskabet: ingen tilmeldte - eller måske tager Leimands med her? Det der med de 7 lørdage er noget tungt noget!

Så aktivitet er der da, og lige efter nytår kører holdturneringen videre, som om intet
var hændt.....så nyd julen lige så længe den varer!

God Jul og godt Nytår til alle medlemmer af Ribe Skakklub og øvrige læsere af den-
ne hjemmeside!