Lidt skuffende blev divisionsholdets sejr over Aabenraa på 5½-2½. Wilton måtte godkende remis mod Grete, og Arne Nissen tabte på tid. Han havde en mægtig stilling, men for lidt tid. Da Sami begyndte at spille lyn, skulle Arne have stoppet uret og bedt kamplederen om at få modstanderen til at notere. Kamplederen greb ikke selv ind - ærgerligt. Jørgen spillede fint op, missede en voldsom afslutning, men havnede med merbonde i et springerslutspil. Det var vundet, men ikke helt let, og så gik det tabt. Til gengæld vandt på smukkeste vis Peter Leimand over Frank Petersen, og bror Christian Leimand, Jimmy Andersen, Ole Østergaard og Jan Rosenberg gjorde også deres pligt. Det er aldrig dårligt at vinde klart, men alligevel...
I Mesterrækken mødte Ribe 2 et godt kæmpende Gråsten 1. På 1. bræt kæmpede de to stærke juniorer, Knud Jespersen og Rasmus Lund Petersen. Knud så helt væk ud, men holdt mirakuløst remis. Peder Pharsen missede en god stilling mod Bojsen, mens Søren Zerahn, Hans Erik Leimand og Dennis Larsen vandt i sikker stil: 3½ er OK i rækken, hvor Haderslev er den store udfordring.
|