Tirsdag den 26/10
spiller Ribe 3 og Ribe 4 den indbyrdes kamp i A-rækken. Holdlederne
er Per Andersen og Herman Petersen. Målet er at bevare de
to hold i rækken, og hvis Ribe 3 kan spille med i toppen,
vil det være ekstra sjovt! Dagen før, mandag, skal
Ribe 5 til Tønder 3. Kaptajn er Claus Egelund, som skal føre
holdet frem til en topplacering - gerne oprykning! Søndag
den 31/10 spiller Ribe 2 i M-rækken i Flensborg mod Fribonde
- Kaptajnen Peder Pharsen, kender endnu ikke sit hold, da divisionsholdet
skal på plads først. Det forventes, at de fem spillere
bliver Jan Rosenberg, Knud Jespersen, Peder Pharsen, Hans Erik Leimand,
Rolf Pedersen. Reserverne er Dennis Larsen og Hans Hansen. Holdet
i 3. Division (omdøbt til 2. Division!) skal til Nyborg,
sandsynligvis med dette hold: Lars Wilton, Peter Leimand, Christian
Leimand, Robert Schütz, Jimmy Andersen, Ole Østergaard,
Arne Nissen, Jørgen Nielsen. Der skal helst en sejr i hus,
da Nyborg på papiret bør lande i den tynde ende, hvor
vi helst ikke vil være! Oprykkerne fra Bov har forstærket
sig dramatisk, og puljen kan vise sig hårdere, end vi havde
forventet.
Som det ses af forrige nyhed, har Faaborg weekend
EMT fået lavet et brag af et selvmål. Det er ganske
enkelt skandaløst at lade glade skakspillere rejse det halve
rige rundt blot for at ankomme til en aflyst turnering - skam sig! I
denne weekend spilles en tilsvarende turnering hos Centrum, hvor
man med det yderste kunne skrabe 24 deltagere sammen. Man husker,
at Ribe EMT i April var ved at segne under trykket fra 84 deltagere!
Gad vide, hvad fremtiden bringer!? Ribe er heldigvis repræsenteret
i Esbjerg - ved Dennis Larsen, og Dennis chokstartede fredag aften
med sejr over dygtige og højtratede Torben Jensen (1934),
som er divisionsspiller for Esbjerg Skakforening.. Dennis faldt
til 1700 efter en lidt tam Byturnering, men med forventet 1,55 i
Esbjerg kan et par sejre hurtigt sætte turbo på ratingtallet
igen! Følg turneringen.
|