Steffen Pedersen i DM-finalen!

 

Der er 50% chance for, at vi blandt de 84 tilmeldte til årets Ribe EMT finder en nybagt dansk mester! Efter en dramatisk semifinale måtte Jens Ove Fries Nielsen vinke farvel til finalen, mens Steffen efter to almindelige partier, to hurtigpartier og tre lynpartier slog favoritten Davor Palo ud. En protest fra Davor i afgørende lynparti er blevet afvist, så nu håber vi naturligvis, at Steffen Pedersen påskesøndag har besejret Henrik El Kher i DM-finalen. Det ville være en flot oprejsning efter et totalt mislykket DM i 2003, hvor Steffen kom til Ribe med sportslige skrammer.

Deltagerlisten til EMTen forandrer sig desværre stadig. Mens dette skrives er der indløbet endnu et afbud. Vi får dog næppe problemer med at lande på 84 deltagere, som er ensbetydende med flotte 14 seksmandsgrupper.
IM Rasmus Skytte er rykket i 1. gruppe efter Thorbjørn Bromanns forfald. Martin Matthiesen supplerer 2. Gruppe. Det er lidt synd for de øvrige spillere i M2 og M3, der mister chancen for en højtratet skalp, men det kan ikke være anderledes.
Grundet frameldinger er der endnu ikke trukket lod. Det vil ske senest søndag. Gruppe 1 og 2 ligger ganske vist på nettet, men der er IKKE trukket lod! Webmaster har blot villet vise navnene.