Ingen oprykning!

 

I A-række Nord sluttede Ribe 3 på en flot 2. plads kun ½ point efter Løgumkloster. I samme række blev Ribe 4 nummer fem. De to Ribe-hold satte deres præg på gruppen, og præstationen er bestemt godkendt.
Ribe 5 i C-rækken spillede noget ustabilt og kom aldrig i nærheden af en topplacering, men nu er holdet sammenspillet, så måske næste år!
I D-rækken sluttede drengene på 3.-pladsen efter Frøslevlejren og Tønder. Måske lidt skuffende, men det er godt, de får spillet nogle kampe.

Søndag den 14/3 slutter det hele så med klubbens to bedste hold i kamp. Ribe 2 tager i Mesterrækken imod Gråsten, og her er kravet en 5-0 sejr for evt. at komme i omkamp (med 8-mandshold!) med Bov om den endelige oprykning til 3. Division. Det er næppe sandsynligt, men Ribe 2 har spillet en udmærket sæson mod gode hold.

Divisionsholdet skal til Nyborg for at møde Aabenraa. Meget skal gå galt, hvis ikke den fornemme 2.-plads bliver sikret. Under alle omstændigheder har holdet leveret Ribe Skakklubs bedste præstation nogensinde i Holdturneringens historie.
Noget usædvanligt kendes den endelige holdopstilling ikke før søndag formiddag: Niels Josephsen lander i Kastrup kl. 10 og kan så godt nå til Nyborg. Hvis flyet imidlertid er forsinket, har vi formanden i baghånden som reserve. Samme formand har dags dato lagt sig med en væmmelig influenza, så man kan måske frygte en slatten indsats, hvis han kommer i kamp!

Alle resultater fra Holdturneringen m.m.m. findes på Kurt hjemmeside.