Lidt skuffende uafgjort

 

Vores samlede forventede score var næsten 6-2, men Nyborg ville det anderledes. Efter godt 3 timers spil stod der fire remis på tavlen ved Wilton, Arne Nissen, Ole Østergaard og Jimmy Andersen, og det var jo netop det, vi ikke skulle gå ind i. Stort set hele Nyborgholdet tilbød remis til vore folk, som samtidig rodede sig ud i nogle snuskede stillinger. Niels Josephsen og Peter Leimand kæmpede bravt videre for holdets skyld, og det endte desværre med tab på tid til Peter og et tabt bondeslutspil for Niels. Så førte fynboerne pludselig med 4-2, og de så svært glade ud!
Jan Rosenberg sad og led med sit frygtede tårnslutspil, men spillede det meget smukt til ende med gevinst til os. Robert Schütz dominerede og skabte  et helt tårns forspring, men en uhyre aktiv dronning flåede hans stilling i laser, så han måtte igennem et hav af udregninger, tilbagegivelse af materiale, havde på et tidspunkt to damer, men den ene måtte afleveres for at slippe ud af skakkerne. Men en kærkommen sejr til sidst reddede 4-4 for os, og vi er naturligvis fortsat fint med i stillingen, men vi havde håbet på lidt mere.
Nyborg var et positivt bekendtskab. Man fornemmede en klub med gode relationer og en hyggelig stemning. Vi slutter turneringen samme sted den 14/3, men først venter FREM i Ribe den 29/2.