Jimmy klubmester!

 

Det er meget længe siden, at vinderen af Bymesterskabet i samme sæson også er blevet klubmester, men det blev en kendsgerning, da Jimmy Andersen og Peter Leimand spillede remis i sidste runde og sluttede lige med Arne Nissen på 5/7 points. Det har længe ligget fast, at Jimmy i det tilfælde ville vinde på korrektion. Sådan er vilkårene - i fjor tabte Jimmy korrektionen til Lars Wilton!
Peter Leimand gjorde længe gevinstforsøg. Analyserne viste fordele på skift til begge, som da heller ikke var helt tilfredse med spillet, men en underholdende afslutning var det og resultatet bestemt ikke ufortjent, selv om specielt Arne viste meget flot spil undervejs. Med nederlaget til Arne følger Jan Rosenberg med Hans Erik Leimand og Lars P. Andersen ned i 2. Klasse, hvorfra de bliver erstattet af Jørgen V. Stavnager, Dennis Larsen og Knud Jespersen. Stavnager kunne nøjes med en hurtig remis mod Rolf Pedersen, der hermed spillede alle 7 kampe remis - flink mand! De øvrige partier var meget nervepirrende. Knud Jespersen kom i uføre mod Per Mouritsen og var i stor tabsfare, men fik det vendt til sidst. Herman Petersen pressede Dennis Larsen voldsomt gennem hele partiet, men pressede så sig selv på tiden og måtte ned. Søren Zerahn og Per Andersen havde også mulighed for topplacering, men remiserede efter godt forsvar af Per (igen!)
Nedrykkerne fra 2. Klasse bliver Ole Bendix, Per Mouritsen, Henning Fogtmann og Hans Nielsen.
I 3. Klasse vandt John Toftebjerg og Olav Paulsen hurtigt og tog de to første pladser med 6 og 5½ points. Det viste sig, at selvom Mads Ejby Ernst tabte til Toftebjerg, ville hans 4 points række til oprykning. Ulrik Germundsson og Claus Egelund sad og spillede om den sidste oprykkerplads. Ved remis ville Ulrik rykke op, så Claus kæmpede hårdt for at vinde. Det lykkedes på smuk og lidt heldig vis, men ganske fortjent er Claus efter kun få måneder i klubben at finde i 2. klasse. Tillykke til de heldige og dygtige! De to bedste i hver gruppe får en lille pengepræmie ved generalforsamlingen.
Alle får nu opdateret deres EMT-rating. De største ratingfremgange tilfalder Stavnager, Olav Paulsen, Peder Pharsen og Claus Egelund.

Der er holdkampe i kommende uge. NORDISK TURNERING starter 3/2. Vi bliver ihvertfald over 20 deltagere, heriblandt en del af de stærkere spillere, så turneringen er ikke helt faldet i unåde hos medlemmerne. Der tales om en "opstramning" af Nordisk for at gøre den mere attraktiv.

EMT: LYNDDAHL PLAST og REVISIONSKONTORET I RIBE har været ude med økonomisk støtte. Vi siger mange tak - det ser fornuftigt ud!