At blive nr. 5 blandt 16 hold
i Bredderækken er ganske fint. Efter de nye regler må
de fire spillere på holdet have max. 1800 i gennemsnitsrating
(tallet fra 1/1-03). Den problemstilling blev tolket på mange
forskellige måder. Vi brugte Jimmy, 2013, på toppen,
fordi hans høje tal modvirkedes af Knuds 1444, som jo i mellemtiden
er blevet til 1668. I midten de to mere "naturlige 1800-folk",
Jan og Jørgen. Eksempelvis havde Viby to 2100-folk på
toppen suppleret med et par på papiret svage drenge, men den
slags kan jo snyde! Viby vandt ved at score 15 points i de seks
kampe, ½ point foran Odysseus, yderligere ½ point
foran nr. tre og kun 1½ points foran Ribe på 5.-pladsen!
Stor spænding og mange sjove kampe. Vi startede med at
tabe 1-3 til Odysseus. Derefter en sejr 2½-1½ over
Brønshøj. Lidt skuffende start, men så katastrofen
½-3½ mod Esbjerg! Jan tabte sin dronning for to små
i få træk. Vi afslog flere remistilbud og tabte. Tilsidst
havde Jan gevinst!!, men evig skak til det ene lille halve. Meget
dårligt mod et Esbjerghold, vi skulle kunne slå. Altså
halvvejs og kun 4 pts = 25%. På dette tidspunkt var smilene
lidt anstrengte, men i takt med at det herlige sommervejr blev til
et uhyggeligt uvejr, begyndte Caissa at smile til os. 3-1 over Aulum,
3-1 over Maribo og 3½-½ over Aalborg var en
kanonafslutning, der bragte os langt frem i stillingen med 13½
points. Alssund, der i 4.-5. runde spillede med helt i toppen sluttede
som nr. 11 med 11½ points. De mødte mange af de stærkeste
hold, mens vi nød godt af de lidt blødere besatte!
Sådan er turneringsformen lidt lunefuld med kun 6 runder. Jan
Rosenberg blev holdets imponerende topscorer med hele 5/6. Knud
vældig fint med 4/6. Jimmy næppe helt tilfreds med 3/6,
og formanden det svage led med sølle 1½/6, men der
var jo ikke andre, der ville med...! Bov, også fra 4. HK,
spillede med i den meget stærke Eliterække, og det var
en stor mundfuld: 8 points ialt og en næstsidste-plads, men
de andre hold var meget stærke, og af samme grund ser vi i
Ribe ingen fornuft i næste år at søge kvalifikation
i Elite-rækken, men 2-3 breddehold sender vi gerne til Tønder
i 2004! Stævnet i Nyborg var igen velarrangeret og hyggeligt.
Vi har brug for den slags store fælles-samlinger. Lidt underligt
deltog ingen hold fra 8.HK. De havde vist ikke en gang afholdt kvalifikation? Stævnet
er omhyggeligt omtalt på fsu
hjemmesiden. Vi glæder os til pokal-skak til næste år!
Søren
Dippel har lagt et meget flot indlæg om Ribe EMT på
Vejens hjemmeside. Klik forbi og send Søren en venlig tanke!
Byturneringen
starter 19. august. Husk tilmelding!
GOD SOMMER!!
|