Ribe 5 i C-rækken var oversidder
i uge 44, uge 46 var frirunde, så endelig skulle holdet i
gang. Fem forventningsfulde ripensere stod klar, men Fribonde 2
dukkede aldrig op! En opringning fra formand til formand blev besvaret
med et "shit"!! Det er vist hverken dansk eller tysk,
men alligevel nemt at forstå. Ifølge reglerne skal
holdet træde ud af turneringen og rykkes ned (i C!). Da der
så kun er fire hold tilbage, er gruppen ødelagt. Kan
Kurt finde på noget? Kan de andre i gruppen acceptere 5-0
til Ribe. Kan vi nå en dobbeltrunde?? Det er altsammen meget
trist.
Resten af stævnet var til gengæld flot.
God kampskak, masser af liv i klubben og mange interesserede tilskuere
- især spillerne fra klubbens bedste hold mødte frem
for at støtte kammeraterne, Ribe 1 og 2 spiller jo først
på søndag. Løgumkloster bragte sig som ventet
hurtigt foran mod Ribe 4 - både 2-0 og 3-0, da Ole Bendix
ikke kunne styre Vagn Jakobsen, og Herman kom i Hans Valdemars vridemaskine.
Rutinerede Jens P. Jensen gjorde det af med Henning Fogtmann, men
så vendte skuden: Jørgen Østergaard tog stikket
hjem, mens "jokeren" Kim Nørgaard blev en rigtig
joker, da han i et omskifteligt parti udmanøvrerede Vagn
Lauritzen til sidst. Altså et meget hæderligt nederlag
på kun 2-3, og holdet er stadig med i toppen. I toppen
ligger nu Ribe 3! En voldsom rundbarbering af Vojens var vi vidner
til. Uden Mogens K. Larsson på Vojens 1. bræt var Ribe-spillerne
overlegne. Med en fin remis til Stavnager mod Posselt på bræt
1 var der redt op til rent bord på resten. Dennis Larsen,
Knud Jespersen, Per Andersen og Knud E. Andersen tog det hele og
er med 10 points på 1. pladsen i A-Nord. Vejen følger
efter med 9½, Ribe 4 med 9 og Løgumkloster med 8½.
Det ser godt ud!
Udsatte kampe spillet samtidigt: John Toftebjerg-Olav
Paulsen 1-0 og Carl E. Jensen-Mads E. Ernst ½-½.
|