To nederlag!

 

I 3. Division kunne Ribe 1 som forventet ikke score de magiske 5½ points mod Herning. Der var masser af gode stillinger og muligheder undervejs, men til sidst stod der 3-5 på tavlen og en 7. plads i gruppen. Remis til Wilton, Josephsen, Jimmy og Lars Peter, mens Robert vandt igen (manden har lavet 4½/5!).

Ribe 2 var tillagt en god chance mod Alssund. 4-4 var påkrævet, men en utrolig hård fight endte med 4½-3½ til Alssund. Det meste blev afgjort omkring de fire timer, hvor Rosenberg, Jørgen Nielsen og Dennis Larsen tabte, mens Hans Hansen, Rolf Pedersen og Stavnager fik remis. Til allersidst vandt Hans E. Leimand og Peder Pharsen et par skarpe stillinger. Men en stor skuffelse at vi ikke kunne hente ½ point mere.

Det blev dog klart efter nærmere granskning, at Alssund var i ulovlig opstilling: Bo Rossen har spillet alle seks kampe i M-rækken og desuden fire kampe for Alssund 2 i B-rækken. Derfor så Ribe ikke anden udvej end at protestere, og hvis reglerne, som på dette punkt er helt klare, skal følges bliver Alssund frataget det ½ point, Rossen fik mod Stavnager, og klubben fratages yderligere et point. Dermed vil Ribe 2 vinde kampen med 4-3. Protesten behandles af turneringslederen.

Det er ulykkeligt, at Alssund begår en så alvorlig administrativ fejl, men vi i Ribe kan vel ikke klandres for, at regler er til for at blive fulgt?