Ribe 1 Tønder 2: 7-1!
                Vejen 1-Ribe 2: 5-3

 

Igen en ødelæggende sejr til Ribe 1. Der skal en smule held til at vinde så stort, og Tønder mødte fex. kun med 7 mand - det er altid skidt for moralen, men Kaj Elkjær tog dysten mod Wilton med oprejst pande og de to herrer sås hånd i hånd komme op fra toilettet, hvor de var enedes om remis! Jimmy Andersen er til nu ubesejret i 16 kampe for Ribe. Denne dag var han i yderste nød. Peter Elkjær havde på bræt 4 et hav af muligheder for at gøre det slemme ved Jimmy, men det endte i evig skak. På 3. bræt eksperimenterede vor "udlandsprofessionelle", Ole Østergaard, lidt rigeligt og stod slemt, senere en død remis, men sandelig om ikke Ole krøller et helt points ud af tårnslutspillet - fint.
De solide præstationer blev leveret af Peter Leimand, der køligt og tålmodigt udmanøvrerede Hans U. Lars Peter og Rene Rathcke gik efter hinandens struber. LP kom noget først! Arne Nissen styrede helt suverænt spillet fra midtbanen mod Gonde. Det var trygt at overvære. Og  endelig kunne vort nye medlem Søren Zerahn vise at han på bræt 8 er for tungt skyts for Jollmann. Stille og tør opbygning og en voldsom afslutning. Divisionen vinker forude!
Tre af spillerne på Ribe 1 har fortsat max. Det kan blive dyrt for Hovedkredsen, det her!
Ribe 2 var skuffede, da de kom hjem fra Vejen. 1½ points på de øverste fire burde være nok til et uafgjort resultat, men med lidt uheld ude og lidt manglende skarphed blev det kun til 3 points. Jan havde taget det vanskelige job mod Schutz på toppen og havde via en hjemmeforberedelse godt fat, men det kiksede - ingen skam. Peder Pharsen, Hans Erik Leimand og Rolf henter gode remiser mod Per Vilhelmsen, Jan Leffers og Villy Jensen, mens Toftebjerg er eneste vinder, og Stavnager får den sidste remis.
Ribe-folket var heller ikke helt tilfredse med det organisatoriske. Kampen blev noget forsinket, da Vejen ikke havde spillelokalet klar til tiden. Det er meget uheldigt, når man sætter en ære i at køre hjemmefra i god tid, men ikke kan blive lukket ind før 11.55, og Rolf kunne først få sin livsnødvendige kaffe kl. 12.45 - det er næsten chikane! Så lad dette være en opfordring til Vejen: tag gæsterne i holdturneringen alvorligt.
Den sidste kamp i M-rækken blev vundet af Alssund med 4½-3½ over Flensborg, så Ribe 1 er væk i toppen, og Ribe 2 er nu kun 1 point efter Tønder. Vi lever!