To store holdsejre

 

Ribe 3 fik efter fem nederlag på stribe i A-rækken endelig sin første sejr, og den blev stor! 4½-½ over Tønder 3, der ellers har spillet solidt - bl. a. vundet 4½-½ over stærke Fribonde - og stillede op med et godt hold, men denne dag viste Ribe så det fine spil, vi har savnet i år. Per Andersen sprudlede igen og nedspillede på toppen solide Rene Ratchke. Herman Petersen afslog klogeligt remis og nedsled Gonde med uligefarvede løbere, men to forbundne fribønder i midten. Knud E. Andersen demonstrerede ligeledes, at uligefarvede løbere godt kan vinde, når kongen er med i bund! Knud kunne ikke huske, hvornår han sidst havde vundet et parti, så han genoptog straks sine drømme om at komme på 1.-holdet og lyserøde forhåbninger om snart at vinde en eller anden juniorpræmie! Jørgen Østergaard holdt hovedet mest koldt og tog en officer mod Zombieck i en åben affære. Til slut lignede det 5-0, da Kim Nørgaards kvalitetsoffer gav to forbundne fribønder, men løberen kunne ikke tvinge dem ned, så remis.
Før sidste runde i A-rækken kan Ribe 3 pludselig øjne kontakt med en stribe af de foranliggende hold. Der er noget at kæmpe for.
Ribe 4 var i Tønder 4 og tog med 4-1 det endelige skridt mod C-gruppens 1. plads, idet nu kun Ribe 5 i teorien kan nå helt frem. Det sker ikke, og de to Ribehold spiser de to første placeringer, hvis Ribe 5 blot skraber nogle få points sammen i de sidste to kampe mod Frørup og Tønder 4. Knud Jespersen vandt igen - øvrige enkeltresultater kendes endnu ikke.