DM i skoleskak

 

Her i weekenden den 23. og 24. november skal tre af Ribe Skakklubs dygtige drenge til Odense for at dyste om DM i hurtigskak for skoleskakspillere. To af dem blev på imponerende vis amtsmestre for nylig. Knud Jespersen i D-gruppen (født 88-89) og Nicolai Andersen i E-gruppen (født 90-91).
De kommer til at møde meget stærke folk fra hele landet, og vi skal nok ikke forvente DM til Ribe i denne omgang fra disse to, men placeringer i den bedre ende vil også være flot.
Peter Leimand er tidligere både DM og NM, ham kender de derude. Peter er 16 år og spiller i B-gruppen. Med ca. 2000 i rating vil han være farlig for enhver. Han går i øjeblikket på Tjele, hvorigennem han er kvalificeret til DM.
Knuds mor er ved ringside, og hun vil i lighed med sidste år sende telefoniske bulletiner hjem til det vestlige Jylland, hvor vi så hurtigt som muligt vil smide drengenes resultater op på siden her. Vi kalder det LIVE-dækning!
Følg med lørdag og søndag.

Der er lagt runder til Klubturneringens femte omgang på tirsdag 26/11 - kan ses under "Turneringer". I 2. Kl. mødes JR/DL, RP/ND og SZ/KEA. Hvis forhåndsfavoritterne Jan, Rolf og Zerahn ikke vinder disse kampe, er oprykningsspillet ved at være ude, og en ratingkatastrofe lurer!
I 1. Kl. mødes Lars Wilton og Jimmy Andersen i et brag, der kan afgøre klubmesterskabet. De kan dårligt tillade sig den ellers fristende remis, fordi Lars P. Andersen med en eventuel sejr over Jørgen Nielsen vil kunne bringe sig i aldeles favorabel position med 5/5 før mødet med de to "store" i 6. og 7. runde!
Peder Pharsen er nærmest pisket til at vinde over Arne Nissen, da bymesteren ellers lusker væk fra nedrykningsdyndet og i stedet nærmer sig spidsen! Stavnager og Hans Hansen kan prutte om prisen på et point i deres indbyrdes opgør. De mangler begge både Wilton og Jimmy - det ser svært ud.
I 3. Kl. er Herman Petersen helt urørlig. Han har 4/4 og gode chancer for at rane maximum-point efter 7 runder. Onde, onde tunger antydede, at Hermans EMT-rating 1666 fra engang i 30erne stod for skud, men tallet er måske nærmere 1700, når turneringen er slut! I 5. runde venter Holger Nicolaisen, der med imponerende 3/4 ligeledes hårdnakket forsvarer et højt ratingtal (1628) fra gamle dage. Vi kan måske forvente, at favoritterne Kurt Petersen, Henning Fogtmann og Ulrik Germundsson rører på sig i de tre sidste runder, men Kurt skal fex. møde Olav, så også i 3. Kl. er der stor spænding.