Stor turnering i vente

 

Med udsigt til ihvertfald yderligere 5-6 tilmeldinger, kan vi se frem til en kæmpe turnering med over 50 deltagere i Ribe Weekend EMT i dagene 5.-6.-7. april, weekenden efter påske. Der er kontakt til et par meget stærke herrer, og da der er sikret deltagelse af en IMer, kan øverste mestergruppe komme over 2200 i gennemsnitsrating. Der er lige nu tilmeldt 12 mesterspillere, men sandsynligvis bliver der tre 6-mands-mestergrupper og 5-6 basisgrupper.
Vor frygt var ubegrundet: deltagelse fra 4HK er sikret, idet Flensborg, Aabenraa, Vejen, Haderslev og Løgumkloster tilsammen kommer med ni mand,og Alssund og Tønder har lovet tilsagn. Vi er meget glade for denne støtte og skal vide at sige tak for sidst, når Aabenraa Cup, Løvbjergturneringen osv. kalder.
I sagens natur er der mange tilmeldte (17) fra Ribe, men de 43 på listen lige nu kommer faktisk fra 19 forskellige klubber spredt ud over hele landet, og ikke mindst det faktum gør, at ringene måske er ved at brede sig, således at det kan lykkes for os at slå turneringen fast i folks bevidsthed: stor, stærk og overordentlig hyggelig skak-weekend i Ribe lige efter påske!!
Følg med her på siden.