Klubturneringen og EMT i Esbjerg og Haderslev
 

 

Klubmesteren 01/02 findes den 22/1. Efter afvikling af de udsatte kampe, er tre spillere tilbage med chance for at erobre titlen. Regerende klubmester Lars P. Andersen kan med sine 4½/6 points vinde pokalen til ejendom, hvis han besejrer Stavnager. Det kræver dog, at Arne Nissen med 5 points før sidste runde sætter points til mod Jørgen Nielsen 4½, der til gengæld bliver klubmester med en sejr over Arne....det ligner regulær krig i Ribe Skakklubs ellers så hyggelige lokaler!
Tre spillere rykker ned fra mesterskabsgruppen. De to er Knud E. Andersen og Jørgen Østergaard, mens Hans Hansen rykker ned, hvis Jørgen V. Stavnager vinder over LP.
Oprykkerne fra den uhyre stærke 2. klasse bliver med al sandsynlighed Lars Wilton og Jimmy Andersen. De hører også hjemme i 1. klasse. Den 3. oprykker bliver nok enten Peter Leimand eller Jan Rosenberg. Her gælder det, at Jan mod Wilton skal have lige så meget som Peter får mod Knud Jespersen, som uanset resultatet efter en god turnering kommer et godt stykke over 1600 i klubrating. Lad os se Knud med EMT-rating i samme størrelse!
De tre nedrykkere fra 2. klasse skal findes i en rodebunke med hele 9 spillere indblandet. 2, 2½ og 3 points har de implicerede, og det er helt umuligt at gætte på mulighederne. Se stillingen under "Turneringer/klubmester".
I 3. klasse er der fire oprykkere. De to ligger fast: to nytilkomne juniorspillere er stormet ind på scenen og har vist, at de vil fremad. Jacob Zerahn og Nikolaj Toft har sat sig på de to første pladser og er i 2. klasse næste år. Mange har muligheden for at sikre sig de to sidste oprykningspladser.

Ribe har deltagere i kamp i Esbjergmesterskabet 19/1 og Sønderjysk Mesterskab, Haderslev 20/1. Følg med her...
I Esbjergmesterskabet kunne Peter Leimand lørdag leve op til favoritrollen og har nu max 2, forventet 4.85/7. Jan Rosenberg tabte i samme gruppe og møder Peter i 3. runde, så det er en kamp, der kan blive godt for den ene og skidt for den anden...og omvendt!
Lars Wilton spillede i 1. gruppe remis mod Poul Flemming Fries Nielsen og har med 1½/2 godt fodfæste. I Basis 2 hentede Hans E. Leimand ligeledes remis og fører forventeligt gruppen. I Esbjerg spilles 7 lørdage i træk.
I
Haderslev er Peter igen med sine 1931 havnet som højstratet (FV 4.70). Det er nemmere at vinde rating, når de andre har høje tal! Men Peter har bevaret optimismen og er også her startet med to gode sejre (over Chr. Nors og Ole Wrang, to divisionsspillere fra Haderslev). Igen er Jan Rosenberg i samme gruppe og med nederlag og remis (FV 3.20) er Jan også her en smule under pres.
Hans E. Leimand er i Basis 2 startet med to remis mod Black og Morten Olstrup, sidstnævnte har spillet alle fire kampe for Haderslev 2 i 3. div. - en "coming man".
Endelig har Knud Jespersen sat turboen på og med sejre over Susan Clausen og Esben Thomsen lagt sig alene i spidsen i Basis 4 - nu skal der tjenes rating!
Næste dobbeltrunde i Haderslev 10/2.